ny KB hal
Konkurrenceforslag til ny KB hal.
Geometriske former og klare farver karakteriserer arkitekt Hans
Hansens arkitektur i det akseale KB bygningsanlæg. Vi ønskede at
forme den nye KB hal så den tegner den tid den er skabt i, men
samtidig bygger videre på den form- og farveglæde som anlægget
udstråler.
Overordnet skabes der en bygning, der bærer visuelle træk fra den gamle, ikoniske KB hal, men, som når man går ind i hallen, viser sig at være en fuldstændig anderledes og ny bygning.
Man ønskede et nyt koncerthus, der lejlighedsvis kunne benyttes til sportsarrangementer.
Konceptet for den nye hal består af tre hovedgreb: Halrummet
løftes op i 1.sals niveau, hvorved rummets areal maksimeres,
samtidig med at der skabes en stor foyer med publikumsfunktioner i
stueetagen, der udefra inviterer ind i hallen. Fra foyeren fører
trapper langs siden op til halrummet, og der er udsigt til
anlæggets fodbold- og tennisbaner fra foyer og trapper.
Vi har truffet to afgørende valg i udformningen af hallen: Vi har
valgt at fortsætte det akseale hovedanslag i det eksisterende
anlæg, samt valgt at fortsætte det buede bygningsprofil.
Det buede bygningsprofil er valgt af flere grunde: Et ønske om at indpasse sig i det eksisterende anlæg, således at der genskabes en rumlig og formmæssig sammenhæng i anlæggets halrum, samt et ønske om at minimere den nye hals volumen set i en helhedsbetragtning, ikke kun for resten af KB anlægget, men også i relationen med beboelsesbygningerne ud mod Peter Bangs Vej. Det buede tagprofil tilpasser den nye hal til anlæggets skala, koncertrummet indvendig får herved et buet loft, med 15m højt til toppunktet.
Bygningens modul er afstemt med det eksisterende anlæg, således at rytmen i anlægget fastholdes.
I foyeren findes bar, garderobe, toiletter og lounges, der står
i direkte forbindelse med køkken bagved samt mulighed for adgang
til pejsesalen.
De ønskede fitness lokaler placeres som en selvstændig bygning på
tennisbanerne, for at minimere voluminet på den nye hal.
Bygherre: Københavns Boldklub.
Areal: 8.900m². Antal tilskuere: 4.000.
Konkurrenceteamet bestod af BBP og COWI.